Kulturen skal styrkes

Vi har et fælles ansvar for at bevare og formidle dansk kultur og historie – derfor skal besparelserne på kulturområdet stoppe.

Kulturen giver os en forståelse af, hvor vi kommer fra, hvor vi er, og hvor vi er på vej hen. Den giver os en forståelse af, hvem vi er – og hvorfor vi er her. Derfor skal vi nære den kunst og kultur, der har skabt og stadig skaber Danmark. Ellers mister vi vores fælles kulturelle forankring.

Det er kunsten og vores kulturarv, der gør vores samfund levende – spændende, udfordrende og tankevækkende. Og som konservativ synes, at det er enormt vigtigt, at vi også i fremtiden har et spændende og udviklende kulturliv i Danmark. Det er faktisk en afgørende forudsætning for, at vi kan opretholde et samfund, der bliver ved med at hænge sammen. Ikke mindst i en tid, hvor globalisering, digitalisering og folkevandringer udfordrer os og vores samfund på så mange måder.

Hvis vi ikke har stærke kulturinstitutioner og kulturelle fællesskaber til at fortælle vores historie og give os kulturelle oplevelser på et højt niveau, bliver det langt sværere at undgå, at vores land opbrydes i parallelsamfund og polariserede befolkningsgrupper, der ingen forståelse og interesse har for hinanden.

 

Vi skal have en kulturel elite

Vi har brug for nogle kulturelle fyrtårne, der kan skabe oplevelser og formidle viden, som vi alle kan samles om som nation. Det er i høj grad dem, der er med til at sikre vores fælles kulturelle forankring. Vi er derfor også indstillede på at prioritere de kulturelle og kunstneriske fyrtårne politisk og dermed økonomisk.

Vi skal prioritere kulturen og vores kulturelle institutioner – derfor skal vi afskaffe det årlige omprioriteringsbidraget på 2 procent på kulturområdet.